Forhåndssamtykke til uskiftet bo
Hvad er et forhåndssamtykke til uskiftet bo?
En ægtefælle har ret til at sidde i uskiftet bo med fællesbørn, men hvis den ene - eller begge - ægtefæller har særbørn, kan den længstlevende ægtefælle kun sidde i uskiftet bo med den førsteafdøde ægtefælles særbørn, hvis særbørnene har underskrevet et forhåndssamtykke til uskiftet bo. Hvis du har særbørn og ønsker at sikre, at din ægtefælle kan sidde i uskiftet bo efter din død, er det derfor en god idé at få dine særbørns samtykke, mens du stadig er i live.
Hvad er uskiftet bo?
At sidde i et uskiftet bo betyder, at du overtager din afdøde ægtefælles formue og ejendele, når ægtefællen går bort. Hvis I har fællesbørn - og hvis eventuelle særbørn forinden har underskrevet et forhåndssamtykke til uskiftet bo, vil din afdøde ægtefælles livsarvinger først modtage deres arv, når du en dag selv er gået bort. At sidde i uskiftet bo betyder altså, at man udskyder arven efter den førsteafdøde ægtefælle, indtil den længstlevende ægtefælle går bort.
Hvad er betingelserne for at kunne sidde i uskiftet bo?
For at kunne sidde i uskiftet bo skal følgende betingelser være opfyldt:
• der skal være ”delingsformue” mellem ægtefællerne
• eventuelle særbørn skal have givet deres samtykke til det uskiftede bo
• længstlevende ægtefælle må ikke være erklæret personligt konkurs
• længstlevende ægtefælle skal være myndig
Hvordan gøres et forhåndssamtykke gyldigt?
Et forhåndssamtykke er et aftaleretligt dokument, som opnår gyldighed fra det øjeblik, at parterne har underskrevet dokumentet, og der er ikke noget krav om, at dokumentet skal tinglyses eller underskrives af vitterlighedsvidner. Både den ægtefælle, som skal have mulighed for at sidde i uskiftet bo, og de særbørn, som underskriver forhåndssamtykket, bør opbevare et eksemplar af erklæringen.