Hvad er en ægtepagt?
En ægtepagt er et aftaledokument mellem dig og din ægtefælle om den formueordning, der skal være gældende i jeres ægteskab. Hvis I ikke opretter en ægtepagt, vil udgangspunktet være, at I har ”delingsformue” - og alle jeres aktiver skal derfor deles, hvis I bliver skilt, eller hvis en af jer går bort. Hvis I vælger at oprette en ægtepagt, kan I etablere særeje over alle - eller særlige aktiver - sådan, at særejeaktiverne ikke skal deles i tilfælde af skilsmisse og/eller død. I kan oprette særeje over bestemte aktiver, f.eks. en fast ejendom eller en virksomhed, ligesom I kan oprette særeje for et bestemt pengebeløb - mulighederne er mange!
Har vi behov for en ægtepagt?
I kan have behov for at oprette en ægtepagt, hvis:
• den ene - eller I begge - driver selvstændig virksomhed
• I generelt ikke ønsker at dele jeres formuer ved skilsmisse
• I ønsker, at jeres pensioner skal deles ved skilsmisse
• den ene af jer har en stor gæld
• der er meget stor forskel på jeres formuer
• den ene - eller I begge - har særbørn - og ønsker at minimere arven til dem
• den ene - eller I begge - har modtaget arv eller erstatning
Hvordan opretter jeg en ægtepagt?
Oprettelsen af en ægtepagt består af tre trin.
1. Vi udarbejder den ægtepagt I vælger skal gælde for jer.
2. Efterfølgende skal I begge underskrive jeres ægtepagt med MitID på
www.tinglysning.dk.
3. Når I hver især har underskrevet med MitId, kan vi tinglyse ægtepagten, og I vil efterfølgende modtage et tinglysningssvar fra tinglysningsretten som dokumentation på, at jeres ægtepagt er registreret - og juridisk gældende. I forbindelse med tinglysningen af ægtepagten vil der være en udgift til staten på 1.850 kr. i tinglysningsafgift. Ægtepagten kan få virkning med alt hvad I hver især ejer - og har ejet - helt tilbage fra den dag I blev gift, men den har først virkning, når den er tinglyst.